lørdag den 22. juni 2019

En fantastisk mandag - som om den vidste det...

Vi starter dog om søndagen, hvor vi havde tøzen og hendes ven til middag, Jørgen grillede igen en LÆKKER steg!

Det kan du bare det der min skat 💗
Det var rigtig hyggeligt og hurtigt fandt tøzen det Ludo Jørgen fik i fødselsdagsgave af mine forældre - og DET skulle prøves! 😏 Nå, jeg følte mig nu ret sikker på at det nok skulle gå, da det er et "Spørgsmåls ludo" - men jeg blev klogere... Ludo er altså ikke mit spil....😂😁Jørgen til gengæld er en ørn til det 💪😋

Tøzen skulle uheldigvis stille mig spørgsmål, og hun udvalgte omhyggeligt det sværeste 😝
Vi havde en rigtig skøn og sjov aften, tak for den 💞P.S. Tøzen og jeg drak cola!

Så blev det mandag, og den var virkelig særlig fantastisk. Skøn morgen, hvor vi fandt ud af hvad vi ville bruge dagen til, og efter Jørgen havde været en tur hos frisøren (gæt hvem!) kørte vi en tur til Hammerfyret, fordi Jørgen ville vise mig en rigtig flot udsigt deroppefra. 

Se lige - Opalsøen forrest og Hammersøen bagerst 😊
Det var en skøn tur derhen også, dog måtte Jørgen lige bære Skor på et stykke, da der går fritgående får deroppe for tiden, og den ene lille gimmer havde retning mod at nikke Skor en skalle 😱

Dejligt at sidde og nyde solen

Der var en ekstra sø deroppe hvor der var vildt mange haletudser - og jeg mener VILDT MANGE, jeg har aldrig set så mange haletudser på een gang, det var som at se sort sol - i vandet 😮
I himlen kredsede en helikopter, det grinede vi meget af da vi jo var kravlet under hegnet for at se udsigten - den var ikke ude efter os men den var der, så vi måtte jo opføre os ordentligt 😉

Ovenpå sådan en dejlig dag, valgte vi at køre til Sorthat for at se solnedgangen. Vi havde lagt en flaske rosévin på køl, så den kom ud og ned i køletasken sammen med et par glas og så afsted.

En super smuk solnedgang, i det smukkeste selskab 💕

Vi nød bare livet og vores nærvær, alt imens solen dykkede ned i havet og himlen skiftede farver, det var sådan en perfekt afslutning på en aldeles perfekt dag 💗 man skulle tro det var forudbestemt...

Tirsdagen... jaaa... det er jo tøzens fridag, så kl 06:... ringede hun, men min mobil var jo på lydløs, så skrev hun - moar 😭😭😭 hun havde infiltrationer i mellem skulderbladene og kunne næsten ikke trække vejret. Så mor her kørte uden morgenmad, for at massere hendes ryg. Det hjalp heldigvis.
Hun fik vasket hår og loppet mig til at give hendes hår en pink farvebombe...


Så kørte vi i byen for at finde nye sandaler, vi fandt nu ingen, men havde bestemt en dejlig dag sammen. Som jeg husker det fandt tøzen flere andre ting som hun absolut IKKE kunne leve uden 😨😁😂 

Onsdag skulle jeg til jobsamtale på jobcenteret - det gik fint, ligesom det vel egentlig altid gør. Jeg har jo snart været til en del jobsamtaler, og har været tæt på at få de opslåede jobs, men der har lige været en anden der har mere erfaring end jeg - eller noget andet...
Den her samtale var anderledes, jeg følte mig mere hjemme og lagde meget vægt på at jeg vil have det job. Det er bestemt også jobbet jeg VIL have, netop det job der gjorde at jeg for 4,5 år siden startede med at læse til socialrådgiver.

Efter samtalen kørte jeg og hentede Letten, for vi 2 skulle nemlig til Kyllingemoderen og hjælpe til dette års Bornholmer revy - de havde annonceret efter frivillige til at sy scenetæpper.
Det var virkelig en stor oplevelse, og det blev til mange timer - både onsdag og torsdag.

Der skal være rod før det bliver godt - og godt - det bliver det!
Vi syede kostumer, Letten en rundkirke og det blev også til scenetæpper. Sjovt projekt, hvor vi var en del af helheden - TAK for den oplevelse 😃

Torsdag hentede jeg igen Letten og på vej op ad Snorrebakken ringede BRK og fortalte at stillingen er MIN 💗💪💥 - så jeg starter som socialrådgiver på mandag! 
DERFOR er det som om, at i mandags vidste at det blev vores sidste fri-mandag sammen, og den derfor var så helt fantastisk god 💕Jeg har både fået gaver og blomster og nu er jeg bare SÅ klar til mit nye liv. ALT har bare flasket sig - so somewhere in my youth or childhood, I must have done something good 💗💗

Jeg er bare SÅ klar 💗









søndag den 16. juni 2019

Fars dag, Sweden Rock, folkemødet og håndarbejde... Flere timer i døgnet - Tak!

Jeg må hellere skrive i kronologisk orden - for den bliver nok lidt lang den her...

Vi valgte at fejre fars dag om mandagen d. 3 juni, da vi skulle rejse på dagen, foruden at vi naturligvis skulle nå op og stemme inden afrejse.
Turen gik til Graneli, som så mange gange før. Der er så smukt når Rododendronen blomstrer. Vi havde pakket en festlig madkurv hjemmefra og kørte så ind om Arnager røgeri for at hente diverse lækkerier til frokosten - naturligvis med hensyntagen til at min far ikke spiser sild! 😃

Tak for livet - tak for Jer 💕
Som taget ud af en "Morten Korch" film

En anden del af mit liv er jo musikken - det er så livsbekræftende - dans og musik har jo været en meget stor del af mit liv, undtagen i en periode af mit liv, hvor der blev slukket for det.. ligesom for så meget andet... 😖Nå pyt, jeg er jo heldigvis blevet de hundrede-ti-femten kilo lettere 😁😂😄😅

Onsdag d 5/6 skulle vi tidligt op og hen og sætte de rette kryds, og så stod den ellers på Sweden Rock festival. Det var første gang jeg skulle køre ombord vores nye færger med campingvognen, men det er der heller ingen ben i 💪💫

Ja jeg ved det godt, bilen burde have været vasket 😄
Det var en skøn tur, hvor vi blev vinket ind til siden for at jeg skulle vise kørekort og puste i alkometer. Begge ting var naturligvis i bedste orden og vi kørte de sidste kilometer til Rosenlunds camping hvor vi havde base de næste dage. 

Svenskerne forstår sig på størrelsen på snapseglas 😄
Vi fik en plads knap 2 km fra selve festivalpladsen, så der var lidt at gå. Til gengæld lå vi ikke mere end 50 meter fra en toiletbygning 👍 men... 2 km hver vej... og en KÆMPE festivalsplads... det blev til nogle skridt på en dag... længe leve Panodil...

Torsdagens skridttæller.....
Fredagens skridttæller....
Om lørdagen måtte jeg give fortabt og blev i vognen indtil aften hvor vi skulle se Richie Blackmores Rainbow, som vi havde glædet os meget til - og vi blev bestemt IKKE skuffede.
Her kommer en billedserie fra Sweden Rock

Rainbow, rigtig god musik 💟

Def Leppard.. Hvem stod der med tårer i øjnene... 💥

KIZZ leverede bestemt det mest professionelle og spektakulære show - helt fænomenalt🙏

ZZ Top... Hmm... De skuffede mig, men deres guitarer/basser er bestemt kreative!

Her var et band der overraskede - de kan altså noget med musik de der Svenskere....

Jørgen løb ind i flere bekendte fra nær og fjern - dejlige mennesker 😊

😂 Vi ville da også have taget et billede i æresporten, men en mand? var hurtigere end Jørgen 😁😄

Så fik vi taget vores billede 😍

💗 Allerhøjeste karat 💗

Et officielt billede fra koncerten med Rainbow, hvor der formodedes at have været op imod 50 tusind tilskuere

Én ting var helt exceptionelt - med alle de mennesker, med alle de forskellige rygmærker - det er rockere vi taler om - var der INGEN ballade! Ingen overhovedet, ingen sanseløst fordrukne, ingen opkast, ikke engang optræk til ballade!
Alle var i godt humør, hyggelige, selskabelige og respektfulde 😊selv vejret var eksemplarisk.

Det har været en fantastisk oplevelse, og minderne kan vi leve længe på. Turen hjem gik også upåklageligt - vi kørte i kø begge veje, noget nyt for os begge! Men så fik vi prøvet det med, og eftersom vi elsker hinandens selskab, er en kø såmænd bare en kærkommen forsinkelse hvor vi nyder hinandens nærvær og kan hyggesnakke 💞

Orker du at lære mere? ... Ellers så stop her, så kan du altid finde tilbage og læse videre en anden gang - for nu er jeg ved tasterne, så jeg fortsætter 😄

Vel hjemme fra Sweden Rock, og selvom vi kun havde været væk i en lille uge, var tingene vokset helt vildt i gården, så når køresten var kørt på job, gik jeg derud og så fik Laurbær/kirsebær træet en omgang 😄


Vores cykler (jeg har flyttet min) var også involverede i en indviklet affære med den Klematis der vokser på væggen, så de måtte have førstehjælp til en udredning i hver deres privatsfære - utroligt som sådan en Klematis vokser på så kort tid!

Når vi nu er på hjemmebane, så har jeg længe undret mig over en ting. De mennesker der bor på denne gade, gad vide hvilken adresse de har.... 

Her er gaden set fra havnesiden.. Bemærk gadenavnet....

Her er gaden så set fra den anden ende... Bemærk gadenavnet.... 😮
I torsdags bevægede jeg mig nordpå til folkemødet - der var adskillige events jeg gerne ville overvære. Spændende som altid og det bliver større og større. På min vej i Havnegade mødte jeg ham her og blev helt nostalgisk 😊😊

Ham lavede vi i sin tid i TOPS KJ Sko
Jeg havde egentlig tænkt at køre til folkemødet igen lørdag, men valgte at tilbringe dagen sammen med Letten, og få et kreativt indspark.
Nu er det jo ikke sådan at jeg IKKE har strikket i alle de foregående dage, strikketøjet er en naturlig og fast del af min hverdag. Derfor har jeg 2 trøjer færdige og manglede da bare de rette knapper, så vi skulle en tur til Hasle Stof og købe disse. Når jeg alligevel skulle dertil, havde jeg besluttet at friske to kjoler op jeg har. De er fine - bestemt, men mangler lidt romantik og en mere flatterende pasform, så jeg havde besluttet at jeg skulle finde noget elastikblonde til at sy på til "bælte". Det fandt jeg også, og det endda i farverne.

Denne brede blonde skal ud over som bælte også syes på som ærmeflæse
  
Denne smalle blonde syer jeg også på i halskanten, foruden som bælte

Jeg trævlede forkanten op og strikkede den både bredere og med flere masker. Nu skal disse 4 knapper bare syes på


Så er jeg ved vejs ende for denne gang. Kan lige slutte af med et billede fra gårsdagens torden og lynild - Skor kan ikke lide det, men han blev leget med, og så blev det glemt 💗


Jeg håber du nyder livet, fokuserer på det positive og fjerner det negative fra dit liv.
De har jeg gjort med største glæde til effekt 💗

Vist peeker det negative ind imellem, det har jo trods alt været en del af ens liv,
men jeg kan ikke røres - VI kan ikke røres - vi har vores ryg fri og vi nyder livet -
er lykkelige med vores positivitet, kærlighed og glæde.

mandag den 27. maj 2019

Så var der lidt nyt igen :-)

Jeg har jo en forkærlighed for mine egne "kryddersnapse" og det har smittet min kæreste, så vi har tilsammen kreeret disse 3 vidundre - En på blomme, en på købte skovbær og en Honningsyp.
Jeg kan ikke lide honningsyp, men den Jørgen har lavet er ganske vidunderlig 💗så det kan han altså også! 💕


De har fået lov at stå i drivhuset og modnes og jeg skal love for at det har speedet modningsprocessen op - jeg tror de stod i 3 uger og så var de perfekte - efter min smag 😋 man kan sige de er - 

Også perfekt tekst til at beskrive min elskede Jørgen 💗
Tirsdagene er jo "mor/dattter dage" det vil sige så længe vi kan altså, for lige pludselig har mor her job og så er det slut med det. Så vi nyder tiden, den tid der går godt, kommer som bekendt ikke slet tilbage 😊 Denne tirsdag ville tøzen køre, hun er lige så tosset med at køre vil som sin mor og storesøster og det er godt hun får en masse erfaring.
Hun havde bestemt at vi skulle til Dueodde, spise softice og gå ned til stranden.
Det var som altid en rigtig skøndejlig dag - Tak for dig min skat 😘


Jeg har leget lidt med mit DesignaKnit og vil gerne strikke en trøje med min Luna ukulele, det kunne da være sjovt at have sådan een! Sådan ser mønsteret ud indtil videre

Luna High Tide ukulele med diverse akkord diagrammer og sommerfugle - lidt flippet må man godt være 😇
Jeg har en del garn, som jeg vælger udfra, den skal være lækker og varm, men jeg har endnu ikke bestemt om det skal være en jakke eller en frakke...
Ideen var, at den skulle være strikket og klar til at tage med til Sweden Rock hvor vi tager afsted om en uge, men det bliver det jo nok ikke.... Pyt med det!
Jeg strikker stadig på en kort jakke som faktisk bliver ret god, og det gør mig ingenting at jeg har noget andet og gå og "ideknuse" lidt på i mellemtiden 😃😃😃

Med tøzen på Café Kås og spise sandwich
I lørdags (25/5) skulle jeg til reunion med min gamle folkeskole klasse. Åh det var hyggeligt 💫
Vi skulle mødes kl 15, så jeg måtte lige en tur om Hasle stof med tøzen først, og på vejen retur kørte vi ind om Café Kås og hyggede med en sandwich. Jeg har erfaring for at jeg ikke skal drikke på tom mave, så noget skulle der ned inden skolefesten 😊😉
Der er rigtig hyggeligt på cafeen, den kan anbefales.

Klassen mødtes i bordtennishallen ved Knudsker klubhus og det var virkelig hyggeligt at se dem allesammen igen - tænk at det er 12 år siden sidst😮
Vi blev enige om at der kun skal gå 3 - 4 år denne gang, for så er det.... hold fast.... 40 år siden vi gik ud af 9. klasse..... 😵...umuligt....

Erik havde fået fat i en nøgle til hele skolen, så vi kunne gå og kigge hvor vi ønskede.
Det var hyggeligt og der kom godt gang i erindringerne da vi først sad i vores gamle klasseværelse og kort gennemgik vores liv hver især. Johnny stod for maden og den var virkelig god. Eva er veganer så han havde lavet speciel kost til hende og det var hun bestemt godt tilfreds med også. Julle skulle have været med valgbussen i Jylland men han tryllede (han er vel folketingsmedlem) og kunne derfor være med  - dejligt.
Vi savnede af pigerne - Lise, Trine og Anette som desværre var forhindrede og af drengene Henrik - og Anders naturligvis, men han var levende i vores samtaler 😊

Søndermarksskolens 9b anno 1982 - pr 2019
Det bedste ved det hele er faktisk at det er gået os alle rigtig godt, gode stillinger, velfungerende i samfundet. Det var en stolt Niels Johnsen der kunne kende os alle og var oprigtig glad for at deltage. Desværre var han smuttet inden vi fik taget os sammen til at tage et gruppebillede - han må med næste gang!

I går søndag hentede vi campingvognen så den kan blive klargjort til turen på onsdag til Sweden Rock, det var herligt at køre med den på krogen igen - det bliver en skøn tur vi skal på 💗

Her vil jeg slutte med et billede fra skoven - vi nyder hinanden uanset hvor vi er 💕
💗Allerhøjeste karat 💗



tirsdag den 14. maj 2019

Mors dag og fødselsdags-weekend

En kombi buket - Mors dag og fødselsdag
Jeg starter bagfra denne gang 😊 Jennifer kom til spisning på Jørgens fødselsdag, da hun ikke var hjemme i weekenden hvor der ellers var inviteret gæster - forklaring kommer!
Se lige hvad hun havde med til ham - ja faktisk os 💕 En smuk kombi buket fra mine 2 tøzer 💞

Grunden til hun ikke var hjemme i weekenden var at hun skulle til djævleøen og hente den her....
Alfa Romeo 1,6
Hendes far havde fundet bilen til hende og den ser rigtig godt ud og kører godt - tillykke med den min skat - kør forsigtigt 😇Vi var en del herhjemme der var lidt urolige over at hun skulle køre den nye bil hjem over Sverige alene, og for første gang ombord på færgen - men hun er sej er hun og det gik bare godt det hele 🙏

Weekenden gik som fortalt med fødselsdag. Rigtig hyggeligt. Lørdag gik vi en tur ind på torvet og hyggede med en lille fadøl på Gustav inden vi skulle hjem og igang med forberedelserne til aftenens gæstemiddag. Jeg havde min nye strikkede kjole på, den er bare så lækker blød og med super pasform. Det blev en rigtig hyggelig aften der ikke sluttede før henad kl 02!
Jeg har ingen billeder da vi glemte alt om at filme - vi var tilstede i nuet og nød livet 💖

Søndag var det mors dag og vi havde bestilt bord til os og mine forældre på Besøgscenteret ved Hammershus, der var nemlig korsang fra klokken 14. Desværre måtte mine forældre melde fra, men det må så bare blive en anden dag!
Vi tog afsted bare os 2 og havde igen en dejlig dag sammen 😍


Vi bestilte en tatarmad og en gang kyllingesalat. Det så virkelig smukt ud, men min kyllingesalat smagte hverken af fugl eller fisk og Jørgens tatar var også ret smagsfri, men udsigten og selskabet kunne vi bestemt ikke klage over 😍


På turen retur kørte vi  forbi mine forældre med en lille mors dags gave - vi havde rundet Brugsen i Tejn og købt forskellige sild til min mor. Hun elsker det, men køber det jo ikke selv eftersom min far ikke spiser sild - så DET skulle hun have, nu hvor hun ikke godt tåler blomster 🌷! Det blev også til en æske chokolade til dem til deling og en speciel øl til min far 🍺

Vi havde en del af stegen fra lørdage tilovers med diverse lækkert tilbehør så det blev indtaget til aften og så blev der ellers bare hygget med pc, billedredigering og lydbog/strikketøj - herlig aften. Hvordan det gik til ved jeg ikke, men klokken var igen et godt stykke over midnat inden vi fandt vej til sengene....?!

Mandag var fødselsdagen og den nød vi med tur rundt på øen, spisning i Svaneke på røgeriet og gåture i Almindingen. 

Så vil jeg slutte med et billede af min dejlige kæreste - fødselsdagsbarnet 💗

En livsnyder - som jeg nyder livet sammen med 💕

lørdag den 4. maj 2019

I dag er det 38 år siden jeg blev konfirmeret og 6 år siden tøzens konfirmation.

Sjov med den dato 😏 På min konfirmation lå der ca 10 cm sne, på tøzens var det fint solskinsvejr og i dag er det koldt, blæser og det har haglet her til morgen!!!

Jeg lever stadig på den der lyserøde sky, hvor livet bare er vidunderligt - uanset hvordan vejet er 😁

Min Freshmann Ukulele kom ganske rigtigt hjem om fredagen og jeg hentede den i Vestermarie Brugs, og kørte direkte til mine forældre for at åbne pakken der 😊
Den er SÅ fin min lille Junior!
Jeg havde troet at lyden ville være finere/højere tonemæssigt end min Luna, men det er faktisk omvendt - Luna har de klare høje toner og Junior har de bløde lidt dybere toner. Han er nemmere at spille på, det kommer ikke HELT så nøje at man har alle fingre placeret korrekt for tonerne, hvor Luna IKKE giver ved dørene - der er smæk for alle pengene hvis fingrene ikke er på de korrekte pladser - det høres klart og tydeligt..... 🙈🙉🙊 Så jeg starter som regel med at spille på Junior og går så over til Luna når melodien sidder bare lidt i fingrene 😉

Freshmann (Junior)                  Luna                

Mor har talt om at det trækker i hende med al vores guitarspil (Jørgen, Helene og vel også mit strengeleg) og da Jørgen lå inde med en lidt mindre spansk guitar der "bare" skulle klargøres, så brugte han en dag på at rense, slibe, pudse og skifte strenge på den...



Så blev den overleveret til mor til fri afbenyttelse 😍 Hun har efterfølgende undskyldt til Helene for at have sagt "at det med ømme fingre bare skal trænes"😂😂

Det var vist kærlighed ved første blik.

Sypigerne hygger stadig, det er bare herligt. Jeg har været "ind over" når Letten skulle montere en mobillomme i en sengerand - det blev faktisk helt okay! Der strikkes og hækles babytøj, svøb, diverse legetøj/krammedyr og hvad ved jeg - det er nu meget sjovt 😊
Mit eget barnebarn bliver jo 3 år her sidst på måneden 💗jeg kommer desværre ikke til fødselsdagen - første gang jeg må undvære, men penge kan som bekendt kun bruges en gang... Så han må få så meget desto større gave bare! Vi ses forhåbentlig til sommer, hvor kæresten og jeg formodentlig tager en tur til Fyn i cv'en 💕hvis jeg/vi altså ikke skal følge tøzen til London....

Jeg er færdig med kjolen, den er blevet SÅ god, og sidder perfekt - man skulle næsten tro den var designet til mig 😉 det har været en sand fornøjelse at strikke den og jeg tror den bliver brugt flittigt - det kommer naturligvis an på hvordan garnet holder sig, men til prisen og 50/50 akryl/bomuld, så burde det holde godt - vi ser!

Jeg havde den på for første gang i aftes en tur i Raschs Pakhus til Blues koncert, jeg er helt pjattet med blues - fed koncert. Vi startede med spisning på Mama Mia - pizza - og derfra en smut ind om O'Malley og videre til Raschs hvor vi havde lovet at holde et par pladser til et vennepar, som ville komme lidt senere 👍

Det var en super koncert, ham Uffe Steen kan spille guitar skal jeg love for!!!!
Han er svoger til Jørgens x, så de kender jo hinanden og han kom da også hen til vores bord og hilste hjerteligt efter koncerten - og fik en masse ros med fra os begge!


Arbejdsmæssigt er der jo desværre kommet ansættelsesstop i BRK, sååå... men jeg har besluttet at jeg så vil bruge tiden på at få erfaring - så jeg har søgt en 8 ugers praktik, så må vi se om de har overskud og behov til at tage mig ind....

Til sidst - se lige min Hoya... Den har 5 sådanne buketter 
💗den trives også i vores kærlighed 💗
Tænk at livet sammen med en mand kan være SÅ SMUKT 💕