lørdag den 22. juni 2019

En fantastisk mandag - som om den vidste det...

Vi starter dog om søndagen, hvor vi havde tøzen og hendes ven til middag, Jørgen grillede igen en LÆKKER steg!

Det kan du bare det der min skat 💗
Det var rigtig hyggeligt og hurtigt fandt tøzen det Ludo Jørgen fik i fødselsdagsgave af mine forældre - og DET skulle prøves! 😏 Nå, jeg følte mig nu ret sikker på at det nok skulle gå, da det er et "Spørgsmåls ludo" - men jeg blev klogere... Ludo er altså ikke mit spil....😂😁Jørgen til gengæld er en ørn til det 💪😋

Tøzen skulle uheldigvis stille mig spørgsmål, og hun udvalgte omhyggeligt det sværeste 😝
Vi havde en rigtig skøn og sjov aften, tak for den 💞P.S. Tøzen og jeg drak cola!

Så blev det mandag, og den var virkelig særlig fantastisk. Skøn morgen, hvor vi fandt ud af hvad vi ville bruge dagen til, og efter Jørgen havde været en tur hos frisøren (gæt hvem!) kørte vi en tur til Hammerfyret, fordi Jørgen ville vise mig en rigtig flot udsigt deroppefra. 

Se lige - Opalsøen forrest og Hammersøen bagerst 😊
Det var en skøn tur derhen også, dog måtte Jørgen lige bære Skor på et stykke, da der går fritgående får deroppe for tiden, og den ene lille gimmer havde retning mod at nikke Skor en skalle 😱

Dejligt at sidde og nyde solen

Der var en ekstra sø deroppe hvor der var vildt mange haletudser - og jeg mener VILDT MANGE, jeg har aldrig set så mange haletudser på een gang, det var som at se sort sol - i vandet 😮
I himlen kredsede en helikopter, det grinede vi meget af da vi jo var kravlet under hegnet for at se udsigten - den var ikke ude efter os men den var der, så vi måtte jo opføre os ordentligt 😉

Ovenpå sådan en dejlig dag, valgte vi at køre til Sorthat for at se solnedgangen. Vi havde lagt en flaske rosévin på køl, så den kom ud og ned i køletasken sammen med et par glas og så afsted.

En super smuk solnedgang, i det smukkeste selskab 💕

Vi nød bare livet og vores nærvær, alt imens solen dykkede ned i havet og himlen skiftede farver, det var sådan en perfekt afslutning på en aldeles perfekt dag 💗 man skulle tro det var forudbestemt...

Tirsdagen... jaaa... det er jo tøzens fridag, så kl 06:... ringede hun, men min mobil var jo på lydløs, så skrev hun - moar 😭😭😭 hun havde infiltrationer i mellem skulderbladene og kunne næsten ikke trække vejret. Så mor her kørte uden morgenmad, for at massere hendes ryg. Det hjalp heldigvis.
Hun fik vasket hår og loppet mig til at give hendes hår en pink farvebombe...


Så kørte vi i byen for at finde nye sandaler, vi fandt nu ingen, men havde bestemt en dejlig dag sammen. Som jeg husker det fandt tøzen flere andre ting som hun absolut IKKE kunne leve uden 😨😁😂 

Onsdag skulle jeg til jobsamtale på jobcenteret - det gik fint, ligesom det vel egentlig altid gør. Jeg har jo snart været til en del jobsamtaler, og har været tæt på at få de opslåede jobs, men der har lige været en anden der har mere erfaring end jeg - eller noget andet...
Den her samtale var anderledes, jeg følte mig mere hjemme og lagde meget vægt på at jeg vil have det job. Det er bestemt også jobbet jeg VIL have, netop det job der gjorde at jeg for 4,5 år siden startede med at læse til socialrådgiver.

Efter samtalen kørte jeg og hentede Letten, for vi 2 skulle nemlig til Kyllingemoderen og hjælpe til dette års Bornholmer revy - de havde annonceret efter frivillige til at sy scenetæpper.
Det var virkelig en stor oplevelse, og det blev til mange timer - både onsdag og torsdag.

Der skal være rod før det bliver godt - og godt - det bliver det!
Vi syede kostumer, Letten en rundkirke og det blev også til scenetæpper. Sjovt projekt, hvor vi var en del af helheden - TAK for den oplevelse 😃

Torsdag hentede jeg igen Letten og på vej op ad Snorrebakken ringede BRK og fortalte at stillingen er MIN 💗💪💥 - så jeg starter som socialrådgiver på mandag! 
DERFOR er det som om, at i mandags vidste at det blev vores sidste fri-mandag sammen, og den derfor var så helt fantastisk god 💕Jeg har både fået gaver og blomster og nu er jeg bare SÅ klar til mit nye liv. ALT har bare flasket sig - so somewhere in my youth or childhood, I must have done something good 💗💗

Jeg er bare SÅ klar 💗









søndag den 16. juni 2019

Fars dag, Sweden Rock, folkemødet og håndarbejde... Flere timer i døgnet - Tak!

Jeg må hellere skrive i kronologisk orden - for den bliver nok lidt lang den her...

Vi valgte at fejre fars dag om mandagen d. 3 juni, da vi skulle rejse på dagen, foruden at vi naturligvis skulle nå op og stemme inden afrejse.
Turen gik til Graneli, som så mange gange før. Der er så smukt når Rododendronen blomstrer. Vi havde pakket en festlig madkurv hjemmefra og kørte så ind om Arnager røgeri for at hente diverse lækkerier til frokosten - naturligvis med hensyntagen til at min far ikke spiser sild! 😃

Tak for livet - tak for Jer 💕
Som taget ud af en "Morten Korch" film

En anden del af mit liv er jo musikken - det er så livsbekræftende - dans og musik har jo været en meget stor del af mit liv, undtagen i en periode af mit liv, hvor der blev slukket for det.. ligesom for så meget andet... 😖Nå pyt, jeg er jo heldigvis blevet de hundrede-ti-femten kilo lettere 😁😂😄😅

Onsdag d 5/6 skulle vi tidligt op og hen og sætte de rette kryds, og så stod den ellers på Sweden Rock festival. Det var første gang jeg skulle køre ombord vores nye færger med campingvognen, men det er der heller ingen ben i 💪💫

Ja jeg ved det godt, bilen burde have været vasket 😄
Det var en skøn tur, hvor vi blev vinket ind til siden for at jeg skulle vise kørekort og puste i alkometer. Begge ting var naturligvis i bedste orden og vi kørte de sidste kilometer til Rosenlunds camping hvor vi havde base de næste dage. 

Svenskerne forstår sig på størrelsen på snapseglas 😄
Vi fik en plads knap 2 km fra selve festivalpladsen, så der var lidt at gå. Til gengæld lå vi ikke mere end 50 meter fra en toiletbygning 👍 men... 2 km hver vej... og en KÆMPE festivalsplads... det blev til nogle skridt på en dag... længe leve Panodil...

Torsdagens skridttæller.....
Fredagens skridttæller....
Om lørdagen måtte jeg give fortabt og blev i vognen indtil aften hvor vi skulle se Richie Blackmores Rainbow, som vi havde glædet os meget til - og vi blev bestemt IKKE skuffede.
Her kommer en billedserie fra Sweden Rock

Rainbow, rigtig god musik 💟

Def Leppard.. Hvem stod der med tårer i øjnene... 💥

KIZZ leverede bestemt det mest professionelle og spektakulære show - helt fænomenalt🙏

ZZ Top... Hmm... De skuffede mig, men deres guitarer/basser er bestemt kreative!

Her var et band der overraskede - de kan altså noget med musik de der Svenskere....

Jørgen løb ind i flere bekendte fra nær og fjern - dejlige mennesker 😊

😂 Vi ville da også have taget et billede i æresporten, men en mand? var hurtigere end Jørgen 😁😄

Så fik vi taget vores billede 😍

💗 Allerhøjeste karat 💗

Et officielt billede fra koncerten med Rainbow, hvor der formodedes at have været op imod 50 tusind tilskuere

Én ting var helt exceptionelt - med alle de mennesker, med alle de forskellige rygmærker - det er rockere vi taler om - var der INGEN ballade! Ingen overhovedet, ingen sanseløst fordrukne, ingen opkast, ikke engang optræk til ballade!
Alle var i godt humør, hyggelige, selskabelige og respektfulde 😊selv vejret var eksemplarisk.

Det har været en fantastisk oplevelse, og minderne kan vi leve længe på. Turen hjem gik også upåklageligt - vi kørte i kø begge veje, noget nyt for os begge! Men så fik vi prøvet det med, og eftersom vi elsker hinandens selskab, er en kø såmænd bare en kærkommen forsinkelse hvor vi nyder hinandens nærvær og kan hyggesnakke 💞

Orker du at lære mere? ... Ellers så stop her, så kan du altid finde tilbage og læse videre en anden gang - for nu er jeg ved tasterne, så jeg fortsætter 😄

Vel hjemme fra Sweden Rock, og selvom vi kun havde været væk i en lille uge, var tingene vokset helt vildt i gården, så når køresten var kørt på job, gik jeg derud og så fik Laurbær/kirsebær træet en omgang 😄


Vores cykler (jeg har flyttet min) var også involverede i en indviklet affære med den Klematis der vokser på væggen, så de måtte have førstehjælp til en udredning i hver deres privatsfære - utroligt som sådan en Klematis vokser på så kort tid!

Når vi nu er på hjemmebane, så har jeg længe undret mig over en ting. De mennesker der bor på denne gade, gad vide hvilken adresse de har.... 

Her er gaden set fra havnesiden.. Bemærk gadenavnet....

Her er gaden så set fra den anden ende... Bemærk gadenavnet.... 😮
I torsdags bevægede jeg mig nordpå til folkemødet - der var adskillige events jeg gerne ville overvære. Spændende som altid og det bliver større og større. På min vej i Havnegade mødte jeg ham her og blev helt nostalgisk 😊😊

Ham lavede vi i sin tid i TOPS KJ Sko
Jeg havde egentlig tænkt at køre til folkemødet igen lørdag, men valgte at tilbringe dagen sammen med Letten, og få et kreativt indspark.
Nu er det jo ikke sådan at jeg IKKE har strikket i alle de foregående dage, strikketøjet er en naturlig og fast del af min hverdag. Derfor har jeg 2 trøjer færdige og manglede da bare de rette knapper, så vi skulle en tur til Hasle Stof og købe disse. Når jeg alligevel skulle dertil, havde jeg besluttet at friske to kjoler op jeg har. De er fine - bestemt, men mangler lidt romantik og en mere flatterende pasform, så jeg havde besluttet at jeg skulle finde noget elastikblonde til at sy på til "bælte". Det fandt jeg også, og det endda i farverne.

Denne brede blonde skal ud over som bælte også syes på som ærmeflæse
  
Denne smalle blonde syer jeg også på i halskanten, foruden som bælte

Jeg trævlede forkanten op og strikkede den både bredere og med flere masker. Nu skal disse 4 knapper bare syes på


Så er jeg ved vejs ende for denne gang. Kan lige slutte af med et billede fra gårsdagens torden og lynild - Skor kan ikke lide det, men han blev leget med, og så blev det glemt 💗


Jeg håber du nyder livet, fokuserer på det positive og fjerner det negative fra dit liv.
De har jeg gjort med største glæde til effekt 💗

Vist peeker det negative ind imellem, det har jo trods alt været en del af ens liv,
men jeg kan ikke røres - VI kan ikke røres - vi har vores ryg fri og vi nyder livet -
er lykkelige med vores positivitet, kærlighed og glæde.