onsdag den 27. december 2017

Julegaver og nye strømpepinde

Jeg kan ikke huske at jeg tidligere har strikket SÅ mange julegaver.
Jeg startede i september, da Kvickly havde gode priser på strømpegarn. De unge mennesker vasker jo alt i maskinen, så min erfaring er, at de helst skal have strik i god strømpegarn kvalitet for det kan tåle det.
Det blev så til tre små trøjer (denne lilla til mit barnebarn), sjove at strikke.

Nu var jeg så godt igang, og Pinterest er jo en tidsrøvende OG super inspiration, så jeg faldt for en model som med lidt personlig tvist, blev rigtig god til min søn og mine tøser.
De sidste dage i oktober havde Hasle Stof 50% på alt garn, så der blev købt garn til de tre Trøjer og så var det jo bare i gang!

Når julen så nærmede sig, kom jeg i tanke om et par ekstra gaver der liiiiggge skulle kreeres. En hue/halstørklæde ting og et par halvhandsker, så det blev det også til. Her kom maskinen dog til at lave arbejdet :-)


Og så var en veninde venlig at gøre mig opmærksom på nogle nye strømpepinde på markedet, og dem kunne jeg naturligvis ikke leve uden. Så vupti var de bestilt og de er nu kommet hjem og er straks i gang. De er rigtig gode - tak til Letten :-) Jeg er i gang med en lille sparkedragt til en lille dreng der forventes her i januar, så de er perfekte til at strikke ben på! De kan absolut anbefales.

Tak for nu - håber alle har haft en glædelig jul

Rigtig godt nytår til os alle.



tirsdag den 26. september 2017

Ny køkkenmaskine.

Det var ikke fordi jeg ikke var glad for den anden - Royall 1800, men den fyldte bare lidt rigeligt og den var sort og den var faktisk besværlig med alle de forudindstillede programmer..
Jeg vil gerne selv bestemme hvor lang tid ting skal tage og derfor bryder jeg mig sjældent om pre-pakninger... Så da Coop havde en Kenwood maskine på tilbud (3495,- til 1795,-), var jeg lidt øv over allerede at have en maskine...
Så nævnte min ven at han ville nok købe en køkkenmaskine, men han ville hellere have sådan en som den jeg har... Ja... Så spurgte jeg om han så ikke ville købe den der Kenwood og så kunne vi bytte og jeg betalte så differencen! Så vupti fik mor her maskinen hun gerne ville have!



Jeg har så lige prøvet den i dag - til pandekagedej.. Man skal ikke piske på alt for høj hastighed, så bliver det næsten kun skum og de hænger dårligt sammen! :-) Men den skal jeg nok blive rigtig glad for.

torsdag den 2. februar 2017

Så er maskinen hentet

Og den står fint hvor jeg gerne ville have den. Det var jo lidt spændende HVOR stor den var, men den er fin kompakt i størrelsen!
Så nu skal den bare vaskes af - og prøves af!

Jeg har også købt mig en bagebog, og første opskrift der blev afprøvet i maskinen var gulerodsboller. De blev rigtig gode


Jeg er lidt vild med solsikkekerner, de giver et sødt twist. Ovenfor er de før turen i ovnen, nedenfor efter 20 min på 200 grader.


Opskriften siger 20 min på 220 grader, men mit komfur, og dermed ovnen, er kun 50 cm bred, og det har jeg lige måttet tage højde for, med de 20 grader mindre i effekt.
En bager fortalte mig en gang at jeg skulle bruge almindelig over/under varme, og sætte en skål med vand ind i bunden af ovnen, så det gør jeg - ingen varmluft bagning her!
De blev perfekte! 
Opgaven bestået - køkkenmaskinen er hermed indviet og godkendt 😄👍

Nå ja forresten... jeg er blevet bedt om at strikke en herre sweater - men i garn der kan vaskes i maskine. 
Holst tænkte jeg! Ja godaw do! Det blev vist lidt - klik - klik - klik - ups 😳
Nå, det er lækkert garn, jeg valgte Coast som er blanding uld/bomuld.
Nu kan jeg så glæde mig til det kommer hjem - så kommer der også gang i strikkemaskinen!

onsdag den 1. februar 2017

Så har jeg købt en køkkenmaskine!

Jeps, du læste rigtigt. Jeg har købt en køkkenmaskine, og du tænker sikkert som min mor udtalte: Hvad skal du med den?
Tjah... jeg havde såmænd tænkt mig at bage (hader at få fingrene i dej) og måske eksperimentere med farsretter (uden at få smerter, fordi jeg ikke har kræfterne til at røre farsen)
Men bare rolig, jeg har ikke brugt spidsen af en jetjager - se selv her Royal 1800


Jeg glæder mig helt vildt til den kommer hjem, og eftersom jeg nu selv laver maden (efter mange år med mænd der havde tjansen) nyder jeg at gå i mit lille køkken.
Jeg har også mere overskud nu.. Jeg er ved at være helt på plads i min lejlighed, lektiepresset i de kommende måneder bliver ikke så markant som i de foregående (da jeg skal i praktik) og huset er solgt - herligt.

Se lige vandet i dag ved Nørrekås


Rigtig god dag til dig



mandag den 9. januar 2017

Så blev endnu en drengetrøje færdig.

Der er endnu en lille dreng på vej i omgangskredsen, og han skal da ikke snydes.
Hvor har det været hyggeligt at sidde og strikke sådan en lille sag :-)
Den er strikket i en superwash uld fra AC Strik på Vesterbrogade. Købes i Cones til maskinstrik, men også herligt til håndstrik. Nu er der jo det med superwash, at det kan gi sig en del, og mønsteret giver også meget fleksibilitet, så den er super blød og lækker.
Så mangler jeg bare 4 knapper, så kan hun bare føde!


Rigtig god dag til dig derude!