tirsdag den 20. december 2016

Julegave tid...

Det er jo altså ikke meget jeg når, når jeg også skal passe skolen.. 
Men en nissehue og trøje kunne det da blive til - til barnebarnet. 

Og en ekstra blev det til, til en vens barnebarn

Garnet, Strømpegarn, fandt jeg i Sommerfuglen ved Vandkunsten i København. 
Jeg vælger bevidst Strømpegarn til babyer, erfaringen siger mig nemlig, at travle børnefamilier ikke har tid til uldvask i hånden, og uld skal det være! 

tirsdag den 29. november 2016

Så er julen ved at indfinde sig 🎄🎅🏼🌟

Jeg elsker julen - det ses som regel også tydeligt, og jeg er kendt for min "Nisse-samling"
I år får jeg ikke plads til dem alle... vemodigt - absolut - men for at de ikke skal føle sig overset, har jeg lånt nogle ud! 😄🎅🏼😄

For det første har jeg ikke så meget plads, for det andet mangler jeg stadig en stor reol, som bestemt kan rumme en del af de skønne fyre og for det tredie er her en lille hunde-dame, der ikke kan stå for smagen af diverse!!! 🐾🐾😝

Men det er pragtfuldt at pynte op!

Jeg havde advent stagen klar til 1. Søndag i advent (det er jeg ellers ikke god til) så det første lys brændte lystigt på dagen. 

Og nu til min "store" nyanskaffelse - Juletræet...

Jeg har i flere år ønsket et kunstigt træ - af mange årsager - og nu har jeg købt det. 🎄
Jeg skal jo selv slæbe træet op af trapperne og ned igen når julen er forbi, og det taber alle nålene, og det orker jeg bare ikke! 

Så nu troner et 180 cm træ i min stue og det kan stå HELE december! 


Det er, i min målestok, jo kun et lille træ... Jeg overvejer også stadig et større, men på den anden side er min stue jo ikke særlig stor, så måske det trods alt "kan gå an"
Nu er det her - Velkommen til træet - og velkommen december 🌟🎄🌟


søndag den 13. november 2016

En mors kærlighed...

For nogen tid siden, mistede en ven hans mor. Hun havde påbegyndt et tæppe til ham, men det var langt fra færdigt.
Han kom en dag og bad om råd, og hjælp, til at få et tæppe ud af de hæklede stykker. Efter nogen tid, alt for lang tid, var planen endelig udtænkt. 
For ikke at ændre på hans mors arbejde, og heller ikke tilføje mere til hendes arbejde, blev planen at bruge hvad der var, som applikation på et fleece-tæppe.

Der blev indkøbt et tæppe i en matchende farve, hæftet ender (tak til Letten) og så startede udregningen til placering af felterne! 
Note: købte fleece tæpper er IKKE målfaste!!! Men med lidt modfikationer, blev tæppet færdigt og min ven kan nu putte sig i det, som det var hans mors ønske!

God dag derude!

lørdag den 8. oktober 2016

Lørdag er også lektiedag 📚📝🔎

Nu har jeg siddet i et par timer med en case til eksamen, og så fortjener jeg et par timers hygge! 
Definér hygge! Hygge er for mig at strikke og høre lydbog! 

Nogen siger at julen nærmer sig, så jeg har julegaver på pindene og derfor kan jeg jo ikke fortælle nærmere om hvad det er!!!!

Jeg har hørt mig igennem alskens lydbøger og den jeg så er gået igang med nu, er "Anarkisten" en biografi om Mogens Glistrup. Jeg har læst "Den hemmelige socialdemokrat" og det meste af biografien om Pia Kjærsgård, og jeg syntes det er interessant at vide noget om de mennesker der sidder i folketinget. Nu er Glistrup godt nok død, men derfor kommer hans navn jo alligevel op i samtaler, og så kan jeg godt lide at vide hvem man egentlig taler om. Sjovt er det jo så, når andre "spidsers" navne dukker op, jeg tænker her på vennen Simon Spies...
Nå, jeg hygger videre! 


fredag den 7. oktober 2016

Efteråret - er min årstid 🍁🍃🍂

Jeg elsker efteråret, har jeg altid gjort, farverne og den friske luft, endelig er det tid til at komme ud i naturen!


Vores lille trekløver er så småt ved at forlade "forty-ninerne" og faktisk mangler kun jeg at runde de 50 😄
I aftes blev Letten så fejret på bedste vis 
Endnu engang tillykke smukke!


Vi har holdt sammen i guderne må vide hvor mange år, og længe leve vores forskelligheder - rødvin, sodavand og fadøl 😄👍

God weekend herfra!

tirsdag den 4. oktober 2016

Så er jeg tilbage!

Man skal ikke sige at mit liv er stillestående. Jeg er på en evig rejse, og sådan kan jeg såmænd godt lide det. Selvfølgelig er der nogle ting jeg gerne ville være foruden, men hvis det passer at man vokser i modstand - ja så må jeg anses for værende en Amazone!

Min Knitter.dk er en wordpress og den syntes jeg altså er besværlig at arbejde med, så her er jeg tilbage!

Jeg glæder mig til at fortælle om stort og småt i mit liv, jeg er blevet farmor til den skønneste knægt, så mon ikke der kommer lidt "baby" på banen også?


onsdag den 31. december 2014

2014

Så blev det årets sidste dag - og sikke et år! Det er længe siden jeg sidst kan huske at have haft så skønt og begivenhedsrigt år!

Februar.. Helene ramler ind i en skøn fyr, der ikke bare lige vil lade hende være!

Marts.. vores camping-bedste venner- flytter permanent til Sjælland. De var heldige begge 2 at få fast arbejde og så var det farvel Bornholm. Her blev lidt stille...

April..Klaus starter som leder af Bornholms Forsvars museum, et job han i den grad nyder.
Jeg bliver ansat i Liljendal, en dejlig arbejdsplads, men min krop kan ikke klare at være på benene i 3 x 9 timer ugentligt (+ 2 x 5 timer) og efter 1,5 måned må jeg sygemelde mig og bliver derefter opsagt. Det var nu ikke så slemt, for det viste mig da i den grad, at jeg må omskoles! 

Maj.. Mine forældre hægter Safiren bagpå bilen og kører 7 uger sydpå!
Jeg søger ind på HF enkeltfag og bliver optaget til en "socialrådgiver-pakke" hvilken indbefatter dansk på a niveau, engelsk på b niveau, samfundsfag på b niveau og psykologi på c niveau.
Vi er godt trætte af Golfen og vælger at købe anden bil - en Suzuki sx4 diesel.

Juni.. Simon fik afsluttet hele sin 5 årlige uddannelse på Syddansk universitet med en Bachelor (stolt af dig min skat), og Jennifer havde sidste skoledag på Søndermarksskolen (hulk.. Jeg har nu ingen tilknytning mere) 
Jennifer startede i Frydenlund bageren som bagerjomfru, så nu har hun både dét og Selmas!

Juli.. Simon og Anne Cathrine bliver gift og vi er til et skønt bryllup på Fyn hvor vi sammen med Helene og Jesper, mormor og morfar og Jennifer har lejet 2 hytter på DCU camping i Odense. Det bliver bare en hurtig smut frem og tilbage - Klaus har jo et museum at passe!
Ferie.. D 28 juli tog vi afsted på camping til Sverige og kom forbi High Chapparell og derfra til Borås og endte på Øland hvor mormor og morfar også kom forbi. Det var en dejlig lille ferie og når vi kørte hjemover (9/8) kørte mormor og morfar nordpå 7 uger op til samerne!

August.. Jennifer blev 16 år, fik knallert og startede i 10. Klasse. Jeg startede på HF - herligt. 
Klaus blev 65 år og folkepensionist. Langt om længe fik vi sat den ønskede varmepumpe op og glæder os nu til at se effekten til vinter!

September.. Vi var nede på Dueodde familiecamping og spise en "Sweetdeal" og hende dernede fra sagde de havde savnet os i Pinsen :-) men det er jo ikke det samme uden Jane og Flemming :-(

Oktober.. Mormor bliver 75 og vi har alle skillinget sammen til en Samsung tablet 3,7 som hun heldigvis blev rigtig glad for. Den kører internet via hendes Samsung mobil og hun kan så have den med rundt i hele huset. Der bliver ivrigt set youtube videoer og hørt musik.
Jennifer bliver faster og får at vide at hun er ønsket som gudmor til den lille Lærke, hun er stolt som en pave!
Jesper bliver 30 og der bliver holdt stor fest, som vi dog må takke nej til, da det jo ikke er gratis at rejse!

November.. Lad endelig ikke året slutte med andet end et BANG! Helene har fået arbejde :-) i Kaffebaren i Vanløse hvor hun skal være smørrebrøds jomfru - jubii endelig! Hun er endda så heldig at hun er eneherskende i køkkenet og arbejdstiderne..!!! Mellem kl 5 og kl 14,30 og weekender fri :-)
Som om det ikke er mirakel nok, fik Simon også nyt arbejde. Han blev opfordret til at søge stillingen som daglig leder af en forretning i Odense - Dragons layer - og han fik stillingen. Der handles med rollespil live udstyr, brætspil, softguns - ja alt det i kortspil og brætspil og modeller som han har brugt al sin fritid på at dyrke i alle årene - om han er heldig? Nej, han er bare GO!
Jennifer har fået arbejde i Tiger og siger op i Frydenlund. Det er umiddelbart kun december/januar, men til februar har hun fået arbejde i Matas i Snellemarkscentret, så det passer jo fint :-) Hun kan godt lide at tjene sine egne penge!
Nu er det jo blevet temmelig køligere i vejret (selvom det stadig er omkring 7-8 grader) og min krop begynder at skabe sig... Vi faldt så over LCHF - low carb, high fat - altså ingen sukker og kulhydrater men masser af fedt og jubii hvor det hjælper. Klaus har allerede tabt sig og hans blodsukker er stabilt nedadgående. Jeg har endnu ikke tabt mig - men mine smerter er reduceret til et absolut minimum. Så har jeg ingen problemer med at undvære sukker, kartofler, pasta, hvidt brød, sodavand og andre sager!

December.. Endelig fik vi vores standpunktskarakterer, dem skal jeg jo bruge når jeg til februar skal søge ind på socialrådgiver uddannelsen! Jeg er godt tilfreds, undtagen i engelsk hvor jeg absolut er skuffet.. Hvad ligner det at få 4 med pil op.. Vor herre bevar os...! Nå men i alle andre fag har jeg fået 10 og 12, så det 4 tal må føle sig temmelig ensomt..!

Lige før jul stod de savnede venner pludselig på vores dørtrin og mon ikke de var velkomne indenfor!

Vi skulle have været til Sjælland til min moster og onkel weekenden før jul, hvor alle mine fætre/kusiner med børn ville være samlede. Men vejret og vinterdækkene (for at køre gennem Sverige) gjorde at turen måtte aflyses. Kedeligt, men det må blive en anden gang!

Vi har haft en ganske pragtfuld juleaften. Alle børnene var her og mine forældre, og det var første gang vi alle fejrede juleaften sammen siden 2008 - så det var noget helt specielt ❤️❤️❤️
Tak til Jer alle for en skøn jul, godt humør hele vejen igennem og rigtig gode gaver!

Vi fik ikke en hvid juleaften, men dagen efter når vi stod op, var der et fint lag sne overalt, så lidt hvid jul blev det da til.

Nu er det årets sidste dag.. Og sikke et år! Jeg håber 2015 bliver lige så godt, det ville da være ganske vidunderligt. 2014 har givet mig masser af god energi med ind i 2015, og det eneste jeg ønsker mig udover hvad der har været i 2014 er, at mine "gamle" veninder og jeg får vores syaftener op og køre igen - for jeg savner Jer godt nok!

Rigtigt godt og lykkebringende Nytår til os alle!

Min første hjemmestrikkede kjole, som bliver helt færdig i dag og skal på i aften :-)