lørdag den 28. marts 2020

Corona.. Hvem kunne vel vide den skulle slå til...


Verden er på den anden side, men heldigvis er jeg udstyret med et positivt sind - og min mand ligeså - så vi får det bedste ud af at være indeburet sammen.
Jeg er hjemsendt og arbejder hjemmefra, Jørgen blev først hjemsendt men så kaldt på arbejde igen.

Der blev så stille i baggrunden - jeg havde lige vænnet mig til hans skønne guitarspil til arbejdet.

Det er underligt at sidde og arbejde hjemme, det giver associationer til tiden som studerende, bortset altså fra at jeg taler i telefon konstant. Der kommer flere og flere nyledige og de skal allesammen lige have et opkald, så man sikrer sig at de er bekendt med deres muligheder og begrænsninger - hvilke ændrer sig næsten dag for dag. 
Ikke nemt at sidde og vejlede, med mindre man samtidig er bekendt med nyhedstrømmen og diverse haste-love.

Vi skal heldigvis ud med Skor om eftermiddagen for ellers er det godt nok ikke meget jeg får rørt mig...


Men hele min verden skal ikke gå op i sygdom og død og indskrænkende sanktioner, og nu har jeg jo ikke ligefrem svært ved at holde mig indendøre og væk fra andre mennesker, så mit humør fejler ingenting.

Det var et lykketræf at jeg lige fik ny overlocker inden det her ragnarok og jeg skal love for den bliver brugt.
Her kommer lidt billeder så se selv 😊


3 spejleffekter ved kjolekanten samt 2 oppe ved halsudskæringen
Første kjole, syet efter købe mønster og det er altså ikke mig med de tilretninger - jeg vil hellere tegne mønsteret op fra grunden så jeg købte den store mønsterbog og tegnede mit eget grundmønster op i stedet. Jeg har helt sikkert bogen i forvejen, fra min tid på Tekstilseminariet, men den ligger altså i en flyttekasse et sted, så det blev til et nyt indkøb af den nu reviderede nye bog.

Når man skal sy tøj skal stoffet jo vaskes først så man er sikker på det ikke krymper, men det er lidt begrænset med tørreplads vi har indendøre og det skulle jo ikke i tørretumbleren, så det blev radiatoren der stod for skud.


De stoffer blev så til disse kjoler
Kun lige sammensyet, mangler kanter og pynt.

Små hæklede kaniner som skal syes på et eller andet sted på nederdelen tænker jeg...

Billede før den endnu ikke var helt færdig. Der kom røde kanter på ærmerne også.


De to sidste kjoler er syet over mit grundmønster og det er pragtfuldt at det bare passer. Den nederste er blevet påsyet nogle små hæklede blomster som jeg har hygget mig lidt med at lave - længe leve YouTube.

Det bliver jo ikke kun til syning, mine hænder skal jo også lave noget i løbet af aftenen i sofaen. Tæppet til de unge i Vestermarie er færdigt og SÅ kom turen til babystrik til familien på Fyn.
Gæt hvilket køn 😍





Nå, nu har jeg ikke tid længere. Vi skal i skoven med kaffe og kage, og så kommer mine forældre i deres bil, bliver siddende i den med nedrullede vinduer og så drikker vi kaffe "sammen" OG - OG - OG... Fejrer Skors 8 års fødselsdag 🐶 sammen med ham 💗









tirsdag den 3. marts 2020

En ganske fantastisk mandag

Og hvorfor nu det?
Det skyldes alt muligt.
Jørgen besluttede at bestille den guitar han længe har sparet sammen til - og hvad sker så? De tilbød ham den til 7000, - mindre i pris 😊
På arbejde blev det meldt ud at jeg er tilbudt nyt arbejde, så slut med hemmelighedskræmmeri. Der er kommet flere lykønskninger og jeg glæder mig rigtig meget til at prøve kræfter med det nye arbejdsområde.
Sidst på dagen blev jeg bedt om mit kontonummer af ejerne af en tidligere lejebolig, så jeg kan få mit indskud på 7000,-tilbage. Jeg var inde og skiftede abonnement på mobilen og sparede rigtig mange penge, så jeg valgte at købe ny mobil ved samme lejlighed. Den anden havde været overophedet, så batteriet var ekspanderet. Ikke sundt 🙄
Sidst men bestemt ikke mindst valgte jeg at købe en overlocker for nogle af pengene jeg fik tilbage på lejemålet så den er bestilt hos Fri Bike i Snellemark 😁
Men tænk at få 14.000 kr på en høj hellig mandag. Så må man godt forkæle sig selv. 😊😊

Jeg glæder mig helt vildt til overlocker en kommer hjem, for jeg er i syhumør!

Se det ligger bare her og venter på at blive til 2 smukke kjoler 😊


Det var alt for nu, jeg smutter hen og nyder livet 😄

mandag den 2. marts 2020

Endnu en skøn weekend

Fredag måtte jeg lige runde Mobil forretningerne. Havde forventet at skifte abonnement til Telomre da jeg der kan få HBO, Viaplay og en lydbog tjeneste med i samme abonnement og spare 200,-om måneden. Men... Da jeg tager min mobil ud af coveret, har skærmen løftet sig fra bunden i venstre side?!?! Det resulterer i, at jeg ikke kan få simkortet ud...
Så skal abonnementet skiftes, skal mobilen skiftes! Det betyder research!

Jeg har besluttet at jeg "ikke kan leve uden" en overlocker, og modellen skal så bare bestilles i Fri Bike I Snellemark - yes!

Jeg er helt i sy-hopla, så det skal jo udnyttes.

Lørdag var jeg i svømmehallen med far, altid 1 god time, der koster smerter i flere dage, men motion er jo så sundt...
Derefter til Letten til hyggelige timer. I 2 sypiger aner slet ikke hvor meget I betyder for mig. I er altså u-erstattelige, elsker vores tid sammen.

Så hjem til hygge med tøzen der er hjemme på weekend fra frisørskolen og oksesteg til aften med vores 2 mænd når de kom fra job.

Søndag er vores eneste fælles fridag og denne havde jeg fået besked på at jeg ikke måtte love os væk mellem 13 og 15. Det viste sig at Jørgen havde bestilt bord på Ekkodalshuset til fejring af os. Tak for god mad i det skønneste selskab.

Derfra en tur i skoven med kamera.


Det er ikke til at se det, men Skor er faktisk den ældste af os to. Han bliver 8 år d. 28 marts og i menneskeår er det jo 56....
Han er bare verdens skønneste, kærligste og sjoveste lille hundemand.

Nå, jeg må afsted på arbejde. God dag til dig.

torsdag den 27. februar 2020

Så kan foråret godt komme

Se lige her. Nu er der ingen problemer med at få sat fortelt op mere.
Det bliver spændende at se det oppe.
Hvordan jeg havde råd til det?
Fordi jeg langt om længe har fået mit indskud tilbagebetalt fra Facility Management


tirsdag den 11. februar 2020

Spaghetti og grøntsager

Jeg har jo valgt at minimere mit indtag af kulhydrater. Det er faktisk ikke så svært, og min nye ynglings grøntsag er kinaradisen. Den kan bare bruges på så mange måder. Men nu vil jeg gerne have spaghetti og så måtte jeg jo kunne lave dem, for prisen på grøntsags spaghetti er jeg ikke okay med.
Så jeg har investeret i en spiralsnitter og det skal nok blive godt

Først havde jeg valgt en konisk snitter, den var nemlig ikke særlig stor, men den havde jeg slet ikke kræfter til at kunne bruge, så den blev byttet - og heldigvis.
Nu vil jeg snitte videre. God aften til dig.

mandag den 10. februar 2020

Februar - livet er herligt

Jeg fik jo aldrig bagt til arbejde, jeg skal jo gerne holde mig gode venner med mine kolleger 😆

Men men men.. Jeg har faktisk bagt - Yin/yang som Jørgen har døbt dem. Sandkage/marmorkage bare skarpt opdelt. De er rigtig gode og helt uden mel og sukker. Stenalder-kuvert-brød blev det også til nu jeg alligevel var igang.

Yin/Yang kager

Stenalder-kuvert-brød

Så nu har jeg til frokost nogle dage 😀 det skal blive sjovt med brødmadder

Jeg har godt nok savnet min Kenwood røremaskine - sån VIRKELIG - men den tager altså for meget plads 😞 men så i går tilbød Letten mig at købe hendes lille maskine. Hun har købt en større og kraftigere maskine, laver jo også mad til temmelig flere personer end jeg gør, og så er den lille maskine jo ikke kraftig nok - men til Jørgen og mig er den perfekt. Så nu venter den bare på at flytte ind i Klingegade 💗

Jeg er jo startet til svømning om lørdagen sammen med far og det går fint. Måske jeg lige skal huske mig selv på at jeg ikke er vant til at svømme så meget, men det er altså svært ikke bare at give den gas når jeg er i vandet... Det bevirker at jeg svømmer uafbrudt i 50 minutter og det er skønt, men bagefter... Åh åh...😵 jeg er totalt smadret - som i fuldstændig totalt! Nå, men jeg fortsætter, det må vel gå over på et tidspunkt, men indtil da, er mine lørdage fjernet fra kalenderen, for jeg duer ikke til noget - men motion er jo så sundt! Utroligt at det så skal gøre så forbandet ondt 😱

Søndag kunne jeg røre mig igen, så vi kørte en tur til Ringebakkebruddene, Jørgen ville have billeder af Himalaya. Jeg tog dette billede oppefra og det blev ret godt syntes jeg

Himalaya i Ringebakkebruddene

Hvad har jeg ellers lavet? Jo jeg holdt en fridag i fredags og der kørte jeg til Østermarie og forkælede mig selv lidt med noget nyt tøj. Der ligger en butik der hedder Fratida som forhandler "DuMilde", "Margot" og "King Louie" allesammen mærker jeg godt kan lide, så den måtte besøges.

Note til selv - Husk kun at køre dertil når du har godt med penge på kontoen!

Jeg kom derfra og havde købt 3 x strømpebukser, 3 x nederdele og en cardigan.... Men guder hvor er det lækker kvalitet. Så giver jeg altså gerne prisen!

DuMilde og King Louie forkælelse til mig 😍

Min kære mand faldt for en Ukulele og den mente han at jeg ikke kunne leve uden - så den har han købt til mig 😍💗 Er den ikke bare flot? Den ligger her sammen med min lyse Portugiser (som er min yngling)

Sidste nye baby i mørkt træ, abelone indlæg og franske liljer 💞

Sidst men bestemt ikke mindst. Jeg GLÆDER mig helt vildt til næste måned. Vi har købt forsæson på Hasle Camping og opstartsdatoen er d. 27/3 - tro på at jeg holder på vores plads på dagen klar til at sætte op. Hvor jeg savner campinglivet - det skal blive SÅ godt 💗

Nu kalder sofaen og mit strikketøj, jeg er igang med et tæppe til de smukke yngste mennesker, der snart flytter ind i deres hus i Vestermarie. 😍💑 Skønt når det går ungerne godt og snart bliver den lille familie på 3 i Odense til en lille familie på 4 😍💕💕😍så der skal også strikkes - så jeg smutter - Hej 😉

tirsdag den 28. januar 2020

Jeg gør mig selv arbejdsløs - men guder hvor jeg nyder processen

Så er januar snart gået og jeg kan se tilbage på måneden med glæde.

Mit liv er pragtfuldt, Simon har lige været til eksamen igen med flot resultat💗 Helene nyder sit arbejde og (regner jeg med) øver på guitar eftersom hun har sat Jørgen stævne til Christmas Jam i Raschs Pakhus til december 🎅🎄Jennifer er på sit sidste skoleophold før hun skal til svendeprøve til april 💟
Anne Cathrine er gravid og jeg bliver farmor igen til august 💕Jonas er færdigudlært som elektriker og er klar til at prøve kræfter med livet som faglært💙Jeg starter snart til svømning med far, og mor skal snart have sig en lille crosser så de to kan "gå" ture sammen 💑Jørgen bringer mit liv så meget kærlighed og glæde - og jeg? Jeg nyder mit liv og mit arbejde i fulde drag.😍

I dag for eksempel.
Første borger melder at han har job hvis han bare lige får hængerkort til lastbil, så det skal han naturligvis da have! Og så starter han lige op i en praktik først, bare fordi han gerne vil være i virksomheden 🚚
Anden borger i dag kom med en underskrevet kontrakt på arbejde og hun ville bare gerne lige have det kursus hun er opskrevet til, selvom hun ikke behøver nu hvor hun går i arbejde 😀
Tredie borger tager imod den hjælp jeg havde udtænkt for at få afklaret dybereliggende problematikker 💔og sidste borger i dag kommer og fortæller at han er blevet ansat som Engelsklærer på Campus men gerne stadig vil stå tilmeldt hos mig, da det jo kun er for et halvt år (med mulighed for forlængelse). 📕📚📖

Helt ærligt, så bliver jeg altså glad i låget af sådanne udmeldinger 😍

Jeg lever glimrende på min KETO kost og skal så være kage-giver på arbejde på næste torsdag, så jeg har lånt en bog på biblioteket, for at jeg også selv kan spise noget af det der. Jeg har ingen problemer med ikke at spise kage selvom de andre smovser, men når jeg selv skal være giveren, vil jeg gerne også kunne tage et stykke.


Så nu ser jeg om jeg får taget mig sammen... Måske jeg skal bede om hjælp i weekenden af en af mine "kage-damer".. Bare sån til at afprøve diverse opskrifter for at bedømme hvilken der er bedst til formålet. Den skal jo fragtes så lagkage skal det næppe være 😉😁😁😁

Jeg vil smutte hen i sofaen til min mand der sidder og spiller så selv englene tier for bare at lytte 😇
Den her får lov til at hvile i aften. Darling som jeg kalder den lille nålefiltede kanin som Jennifer har lavet til mig, passer på min Portugiser 🎵🎸


Vores nye hjemmeside skrider stille og roligt fremad. Jørgens billeder får virkelig lov til at folde sig ud. Det sidste nye er at vi er igang med at udvælge en 20 stykker der skal laves til vægbilleder.
Mere om det en anden gang 😊