En rivende udvikling - både på jobbet og privat

Hvis vi skal starte privat... Vi har fået huset fotograferet og nu er det klar til salg. Hvor lang tid det så tager - ja hvem ved. Vi håber naturligvis det går hurtigt, så vi kan rykke ind i vores nye fælles hjem.

Mentalt er jeg også i udvikling og jeg nyder det. Der er øjenåbnere og jeg accepterer at jeg har handlet som jeg har gjort for jeg har altid handlet efter bedste evne. Men når det så er sagt, er jeg klogere i dag, og derfor forsøger jeg dagligt at ændre mit handlemønster hvor ændring er at foretrække.

Det er ikke altid lige let og jeg møder da også modstand, for hvis min handlemåde indtil videre har været - lad os kalde det "bekvem" for andre, så kan jeg godt forstå at de føler modstand imod mine ændringer. Det være sig kolleger, familie og venner.

I øjeblikket har jeg taget fat i betydningen af accept. 

Det betyder meget for mig at jeg selv bliver accepteret, men jeg har ikke set at jeg selv haltede på det punkt. Jeg har accepteret andres valg, ikke altid kunnet forstå dem, ikke bifaldet dem, men accepteret at det har været deres valg - deres liv, men... 

Jeg har også forsøgt at løse problemer hele mit liv - det er det en sælger gør! Kunden har et problem - en mangel og den mangel skal man afdække og så skal man forsøge at dække behovet/fjerne problemet.

Det har så resulteret i, at jeg har handlet derefter i hele mit liv. Serviceret andre, dækket andres behov, og jeg blev faktisk så god til det at jeg så problemer og forsøgte at løse dem, selvom personen ikke selv havde udtrykt ønske om at få løst deres "problem". Det har været nok at vedkommende har beklaget sig over noget vedkommende var utilfreds med, manglede eller lignende. 

Straks så jeg et problem der skulle løses - af hvem? Mig jo! Er det accept af den andens virkelighed? Nej vel? Det er overtagelse af den andens problemer (som måske slet ikke var et problem bare noget vedkommende skulle af med) og samtidig "umyndiggørelse" af vedkommende, for den her fixer jeg!

Hvad har jeg så gjort?

Joh, jeg har fx. tilbudt min hjælp selv. 

Hvad har det betydet?

At mennesker omkring mig ikke har behøvet handle på egne vegne, og at jeg er blevet skuffet over at mine løsninger ikke er blevet anvendt eller måske direkte skudt ned.

Hvorfor har jeg behov for at hjælpe andre?
Er det for at føle at der er behov for mig? Er det for at "så kan de bedre lide mig"?
Er det fordi jeg for alt i verden ikke vil være egoistisk og at hjælpe andre er det modsatte?
Der må ligge en skygge!

Hvad gør det ved andre når jeg handler sådan?

Jeg fratager dem ansvaret for sig selv, samtidig med at jeg fastholder dem i et afhængighedsforhold til mig - som problemløser. 

Ved at fratage dem ansvaret for sig selv kan de samtidig læne sig tilbage - passive - og lade mig (som selv har påtaget mig opgaven) gøre alt arbejdet, og kommer jeg ikke med en løsning der kan bruges, så kan den jo bare afslås. 
Der er ikke noget ansvar for egen læring/liv og der er heller ikke noget ansvar for udfaldet. Det virker i den grad umotiverende i selve forløbet, for der er jo ingen grund til at yde en indsats, når man bare kan fralægge sig ansvar og samtidig give en anden/andre skylden for et forkert udfald/proces/oplevelse/liv.

Hvad sker der så?
Ja så arbejder jeg igen på at kunne tilbyde en endnu bedre og mere målrettet løsning en anden gang. Det har jeg "lært" mine omgivelser at sådan er jeg, og hvilken betydning har det så for dem? Tryghed er mit umiddelbare gæt. 

Tryghed ved at vide at jeg arbejder videre hvis løsningen ikke kan bruges, tryghed ved at vide at de er i mine tanker dag og nat, fordi jeg skal "fixe" deres problem, tryghed ved at vide at de er mine prioriteringer og at jeg tilsidesætter mig selv, min tid og mine behov, hvis de har et behov der skal tilfredsstilles.

Og ikke nok med at jeg fratager dem ansvaret for egen arbejdsindsats/lykke...
Ved at det jo er mine løsninger, er de taget udfra mit perspektiv, så hvis mine løsninger bliver godkendt og brugt, er de jo også frataget ansvaret for udfaldet af løsningen. Så hvis noget går galt - er det min skyld.
Her kommer den virkelige Ansvarsfraskrivelse både professionelt og privat!

Hvad gør det ved mig?

Jeg vil gerne gøre det bedste jeg kan, så jeg finder løsninger på alle mulige problemer og jeg har en kreativ hjerne så de kommer i en lind strøm. Hvorfor har jeg en kreativ hjerne? Jo nok fordi jeg har levet og ageret sådan i mange mange år! 
Men når mine løsninger (som folk måske/måske ikke har bedt om) så gives - og ikke bruges (og hvorfor skulle de?) så bliver jeg frustreret fordi folk ikke selv "gør noget" Faktisk taber jeg lidt respekt for nogle, "for man skal jo handle - ikke bare lade stå til".

Og nu kommer så min øjenåbner.

Ved at jeg altid har reageret som jeg har, har jeg undladt at "lære" mine omgivelser selv at handle - jeg har lært dem at beklage deres nød til mig, og så fixer jeg det bedste jeg kan. Men når man ikke selv fixer sit liv, ikke selv får succesoplevelserne i at noget man har kæmpet sig igennem lykkedes, så får man heller ikke de triumfer der virkelig giver selvtillid og opper ens selvværd.

Tilbage til accepten.

Jeg skal lære at acceptere at det jeg ser som et problem måske ikke er et problem for den anden.
Jeg skal lære at acceptere at holde snitterne for mig selv og sluge mine løsninger.

Jeg skal lære at acceptere at andres handlemåde er deres valg, udfra deres ønsker og så skal jeg lære at stille nysgerrige spørgsmål i stedet for at komme med løsninger.

Sikke mange frustrationer jeg og min omgangskreds kunne have undgået hvis jeg havde vidst dette for år tilbage. Tag ikke fejl, jeg elsker da at være den man kontakter når man har et problem, jeg er ikke socialrådgiver for ingenting, men min fremgangsmåde såvel professionelt som privat, vil herefter være med en helt anden tilgang

for jeg kan sandelig ikke være andet bekendt.