søndag den 21. juni 2020

Solgt på bare 5 dage

Så er Jørgens hus solgt - og dermed har vi jo også købt nyt hus. 


Vi nyder livet, lidt i overhalingsbanen, for der er godt nok meget at se til. 

Jeg har også fået blomster og guf af mine nu tidligere kolleger, for i morgen mandag overgår jeg til den nye afdeling der skal være min arbejdsplads i det næste års tid. 


Tirsdag skal jeg over med hende her, for hun skal til svendeprøve og tænk, så er hun færdiguddannet frisør ❤️🌹


Jeg ønsker dig al mulig held og lykke min skat ❤️

Simon og Anne Chatrine er også ved afleveringen af deres opgaver til universitet alt imens hendes mave vokser og snart ikke kan rumme mere 😄 
Du skal være så velkommen til verden Sigrid 💕

Helene er den eneste der ikke kæmper med presset af eksamensfeber 👍🌹 
Dig ønsker jeg bare fred i sindet min skat ❤️ 

Nå jeg har ikke tid til at sidde her, har knækbrød der skal ud af ovnen 😄
God søndag til dig derude 👍🌹





tirsdag den 16. juni 2020

Jeg er lykkelig ❤️

Det er utroligt som livet er smukt.
Endelig har jeg nået den sidste uge i Jobservice, og ugen er samtidig den sidste hvor vi arbejder hjemmefra.
Længere tids overvejelser omkring pladsmangel i huset bar hen imod at vi skulle finde et større hus.
Så var vi ude og så på huse og så var det der - huset vi begge kunne se som “hjemme”
Det var ko ikke nødvendigvis godt, for hvad hvis det blev solgt foran næsen på os?

Så måtte vi igang med at klargøre Jørgens hus til salg, tale med banken og ejendomshandler.
Skrive en betinget købsaftale på "vores” hus og så bare håbe.

Jørgens hus kom til salg i torsdags, der var fremvisning fredag og 2 i går mandag - og i dag tirsdag er det solgt 😁 Det er godt nok gået over al forventning og nu har vi købt hus sammen - rammen om vores fælles liv ❤️ Jo livet er smukt ❤️

Vi fejrer livet og kærligheden ❤️

lørdag den 6. juni 2020

En rivende udvikling - både på jobbet og privat

Hvis vi skal starte privat... Vi har fået huset fotograferet og nu er det klar til salg. Hvor lang tid det så tager - ja hvem ved. Vi håber naturligvis det går hurtigt, så vi kan rykke ind i vores nye fælles hjem.

Mentalt er jeg også i udvikling og jeg nyder det. Der er øjenåbnere og jeg accepterer at jeg har handlet som jeg har gjort for jeg har altid handlet efter bedste evne. Men når det så er sagt, er jeg klogere i dag, og derfor forsøger jeg dagligt at ændre mit handlemønster hvor ændring er at foretrække.

Det er ikke altid lige let og jeg møder da også modstand, for hvis min handlemåde indtil videre har været - lad os kalde det "bekvem" for andre, så kan jeg godt forstå at de føler modstand imod mine ændringer. Det være sig kolleger, familie og venner.

I øjeblikket har jeg taget fat i betydningen af accept. 
Det betyder meget for mig at jeg selv bliver accepteret, men jeg har ikke set at jeg selv haltede på det punkt. Jeg har accepteret andres valg, ikke altid kunnet forstå dem, ikke bifaldet dem, men accepteret at det har været deres valg - deres liv, men... 
Jeg har også forsøgt at løse problemer hele mit liv - det er det en sælger gør! Kunden har et problem - en mangel og den mangel skal man afdække og så skal man forsøge at dække behovet/fjerne problemet.

Det har så resulteret i, at jeg har handlet derefter i hele mit liv. Serviceret andre, dækket andres behov, og jeg blev faktisk så god til det at jeg så problemer og forsøgte at løse dem, selvom personen ikke selv havde udtrykt ønske om at få løst deres "problem". Det har været nok at vedkommende har beklaget sig over noget vedkommende var utilfreds med, manglede eller lignende. 
Straks så jeg et problem der skulle løses - af hvem? Mig jo! Er det accept af den andens virkelighed? Nej vel? Det er overtagelse af den andens problemer (som måske slet ikke var et problem bare noget vedkommende skulle af med) og samtidig "umyndiggørelse" af vedkommende, for den her fixer jeg!

Hvad har jeg så gjort?
Joh, jeg har fx. tilbudt min hjælp selv. 
Hvad har det betydet?
At mennesker omkring mig ikke har behøvet handle på egne vegne, og at jeg er blevet skuffet over at mine løsninger ikke er blevet anvendt eller måske direkte skudt ned.
Hvorfor har jeg behov for at hjælpe andre?
Er det for at føle at der er behov for mig? Er det for at "så kan de bedre lide mig"?
Er det fordi jeg for alt i verden ikke vil være egoistisk og at hjælpe andre er det modsatte?
Der må ligge en skygge!

Hvad gør det ved andre når jeg handler sådan?
Jeg fratager dem ansvaret for sig selv, samtidig med at jeg fastholder dem i et afhængighedsforhold til mig - som problemløser. 
Ved at fratage dem ansvaret for sig selv kan de samtidig læne sig tilbage - passive - og lade mig (som selv har påtaget mig opgaven) gøre alt arbejdet, og kommer jeg ikke med en løsning der kan bruges, så kan den jo bare afslås. 
Der er ikke noget ansvar for egen læring/liv og der er heller ikke noget ansvar for udfaldet. Det virker i den grad umotiverende i selve forløbet, for der er jo ingen grund til at yde en indsats, når man bare kan fralægge sig ansvar og samtidig give en anden/andre skylden for et forkert udfald/proces/oplevelse/liv.
Hvad sker der så?
Ja så arbejder jeg igen på at kunne tilbyde en endnu bedre og mere målrettet løsning en anden gang. Det har jeg "lært" mine omgivelser at sådan er jeg, og hvilken betydning har det så for dem? Tryghed er mit umiddelbare gæt. 
Tryghed ved at vide at jeg arbejder videre hvis løsningen ikke kan bruges, tryghed ved at vide at de er i mine tanker dag og nat, fordi jeg skal "fixe" deres problem, tryghed ved at vide at de er mine prioriteringer og at jeg tilsidesætter mig selv, min tid og mine behov, hvis de har et behov der skal tilfredsstilles.
Og ikke nok med at jeg fratager dem ansvaret for egen arbejdsindsats/lykke...
Ved at det jo er mine løsninger, er de taget udfra mit perspektiv, så hvis mine løsninger bliver godkendt og brugt, er de jo også frataget ansvaret for udfaldet af løsningen. Så hvis noget går galt - er det min skyld.
Her kommer den virkelige Ansvarsfraskrivelse både professionelt og privat!
Hvad gør det ved mig?
Jeg vil gerne gøre det bedste jeg kan, så jeg finder løsninger på alle mulige problemer og jeg har en kreativ hjerne så de kommer i en lind strøm. Hvorfor har jeg en kreativ hjerne? Jo nok fordi jeg har levet og ageret sådan i mange mange år! 
Men når mine løsninger (som folk måske/måske ikke har bedt om) så gives - og ikke bruges (og hvorfor skulle de?) så bliver jeg frustreret fordi folk ikke selv "gør noget" Faktisk taber jeg lidt respekt for nogle, "for man skal jo handle - ikke bare lade stå til".

Og nu kommer så min øjenåbner.
Ved at jeg altid har reageret som jeg har, har jeg undladt at "lære" mine omgivelser selv at handle - jeg har lært dem at beklage deres nød til mig, og så fixer jeg det bedste jeg kan. Men når man ikke selv fixer sit liv, ikke selv får succesoplevelserne i at noget man har kæmpet sig igennem lykkedes, så får man heller ikke de triumfer der virkelig giver selvtillid og opper ens selvværd.

Tilbage til accepten.
Jeg skal lære at acceptere at det jeg ser som et problem måske ikke er et problem for den anden.
Jeg skal lære at acceptere at holde snitterne for mig selv og sluge mine løsninger.
Jeg skal lære at acceptere at andres handlemåde er deres valg, udfra deres ønsker og så skal jeg lære at stille nysgerrige spørgsmål i stedet for at komme med løsninger.

Sikke mange frustrationer jeg og min omgangskreds kunne have undgået hvis jeg havde vidst dette for år tilbage. Tag ikke fejl, jeg elsker da at være den man kontakter når man har et problem, jeg er ikke socialrådgiver for ingenting, men min fremgangsmåde såvel professionelt som privat, vil herefter være med en helt anden tilgang
for jeg kan sandelig ikke være andet bekendt.





onsdag den 3. juni 2020

Du er sikkert træt af at høre det - men guder hvor er jeg lykkelig ❤️

Der er ikke noget at sige til det 😄 
Jeg har lært så meget og sender en tak til alle jeg har kendt som ikke har behandlet mig særlig pænt. Til Jer siger jeg TAK - for I har med Jeres totale mangel på respekt overfor mig som person givet mig særdeles brugbar viden om mig selv.
Jeg har taget ved lære og er i dag stærk og selvsikker og jeg kender mit værd. 


Jeg inspireres meget af Psykolog Mette Holm og hendes oppe-teori virker! 
Jeg mærkede det tydeligt her til morgen hvor en opgave umiddelbart gav mig tanken - åhh shit - men jeg lynhurtigt ændrede mine tanker og sagde højt - hold da op, sikke meget læring der ligger deri 😊 Jeg kunne praktisk talt mærke hvordan sindet ændrede vej. Fra at have været nedadgående og i modstand til opadgående og nysgerrig. 

I dag blev så også dagen hvor jeg fik en fast dato for mit skift fra jobservice til beskæftigelsesservice. 
Opkaldet kom sidst på dagen og min chef forklarede at han ikke vil af med mig, og min nye chef ville have min helst i går! Så de var enedes om d. 22 juni. "Men jeg vil have dig tilbage" - var så hans ord. "Jeg har sagt at du vil tilbage, og det skal være så hurtigt som muligt."
Han roste mig for mit arbejde, jeg gør et rigtig flot stykke arbejde fik jeg at vide ⭐ og jeg tog rosen ind og takkede oprigtigt. 
Hans ord var så "og det der med vikariat, behøver du vist ikke tænke så meget over" så jeg skal lære så meget som muligt, opdrage på de to mænd jeg får som kolleger, og så bare se at komme tilbage - hurtigst muligt 👍😄⭐ 

Jeg er lykkelig - og jeg er stolt af mig 👍💕


lørdag den 23. maj 2020

Selvkærlighed boost

Jeg har forkælet mig selv i dag 😊 jeg er ikke god til at handle, og da slet ikke ting til mig selv, men jeg ønskede mig sådan et par headphones uden ledning. Det er irriterende at skulle bære rundt på mobilen bare for at høre mine elskede lydbøger.
Jeg går jo næsten altid i kjole eller nederdel og der er ingen lommer til mobilen = trådløst headsæt.


Der var mange at vælge imellem, men eftersom min mobil er en Huawei blev headsættet også Huawei og det fungerer perfekt 😄⭐👍

Men dagens forkælelse var ikke slut med det. Jeg ville også have nye sko 😍
Igen, det er ikke nemt at finde gode sko til brug til nederdel/kjole. Enten er de for sporty eller også for damede/fine.

Men se - Rieker skuffer ikke 😍


Jeg valgte hvide fordi min sommerjakke er hvid. Så nu er jeg godt gående 😄

Nu vil jeg bruge min lille køkkenmaskine, (endnu engang tak for den Letten) og røre et brød sammen. Når det så kommer i ovnen skal mit nye headsæt afprøves en tur i naturen med lillemanden 🐕

Jeg skal på venindebesøg senere, så manden må selv sørge for aftensmaden i dag. Men når jeg kommer hjem, ved jeg det er til åbne arme og en masse ventende kys og kram. Gud ske lov har vi begge brug for alenetid ❤️ og det er jo temmelig begrænset hvad han kan få i disse tider hvor jeg har hjemmearbejdsplads. Men I dag kan han nyde nogle timer, inden jeg kommer hjem 😘
Åh hvor jeg elsker mit liv, min mand, min familie og mine skønne skønne veninder 😍

torsdag den 21. maj 2020

Livets lære...

Der er intet klasseværelse, intet skema og vores fag er forskellige, for vi starter på mange forskellige trin.



Jeg fandt lige denne. Den er utrolig sigende med sine mange ringe i sandet. 
Hug din lykke i sten og skriv din ulykke i sandet - og se den så blæst væk med vinden. 
Men for at nå dertil er du nød til at lære hvad det er du skal lære - og har du ikke lært det, så får du en omgang til. 
De omgange trækker ringe i sandet og en dag har du lært det. Ringene er snart så langt fra udgangspunktet, du har lært lidt af hver omgang og så bliver du fri. 
Man lærer mest af modgang siges der - orv mand jeg må være klog :-) 
Men ja, jeg har lært lektien. At jeg skulle igennem 4 ægteskaber inden jeg forstod at jeg skal holde mig fra mænd der kun spiller efter egne regler og ganske uden interesse for andet end sig selv og egne behov? Jeg havde jo åbenbart ikke forstået det efter første ægteskab, så fik jeg en omgang mere.. Anden gang - tredive gang, stadig ikke meget klogere. Men fjerde gang da gik det op for mig hvad det var jeg skulle lære. 
Indpakningerne var forskellige, men indholdet rørt af samme surdej. 
Jeg bør jo egentlig takke hver enkelt for hver en læretid, det har været dyrtkøbt lærdom men jeg er stolt af mig selv i dag. 
Jeg havde ikke været hvor jeg er, med den erfaring jeg har og den forståelse for egne og andres handlinger, hvis jeg ikke havde været igennem netop mit liv. 

Og apropos liv 🥰
Jeg ser frem til at byde hende her velkommen til verden. Simones lille pige ❤️ 

En helt ny skæbne, gid hendes liv bliver fyldt med kærlighed og at hun altid ved hvor hun kan finde et par åbne arme ❤️

Og så sidst, inden vi må ud og nyde solen og åbne gårdhaven - 
Tillykke med fødselsdagen Timbo 🐕 ❤️




søndag den 17. maj 2020

Altså hvor tiden løber...

Jeg elsker mit arbejde, ja også selvom vi arbejder hjemmefra. Jeg har dog mærket at mange andre har det svært med situationen, og så er det sådan en som mig, der tager en ekstra tørn, med at få deres motivation op igen.
Det er ikke altid en nem opgave, men hver samtale med en borger får et positivt tvist, og de er gladere og mere positive på egen situation når vi slutter samtalen, end de var da samtalen startede.
Og kan jeg så bare blive ved med at give, er jeg en uudtømmelig kilde? Nej naturligvis ikke, jeg må sørge for at fyldes med god energi.
Og hvordan gør jeg så det?
Jeg lever et liv med fokus på harmoni, positivitet og kærlig omtanke. Jeg ved det lyder som noget der er pyntet på, og uopnåeligt, men det er det ikke når man har det rette tankesæt - og ikke mindst, den rette partner.
En skøn kollega har gjort mig opmærksom på psykolog Mette Holm og hendes online kurser i selvkærlighed.
Derfra får jeg hver morgen et selvkærligt boost og som lydbog for tiden, er det Mette Holms bog - det du siger er du selv - en bog i skyggesider.

Al den viden kan jeg naturligvis bruge på mig selv, men samtidig giver den forståelse for mennesker omkring mig, og dermed får jeg ideer til hvordan motivationen skal gribes an, til glæde for andre.

Arbejdemæssigt sidder jeg i klemme, da jeg er ansat i en ny afdeling og samtidig vil min nuværende chef ikke slippe mig.
Jeg har ladet det være op til cheferne at blive enige, da det med det antal nyledige vi har fået, giver god mening at jeg bliver noget endnu, men at jeg samtidig glæder mig rigtig meget over at skulle til den anden afdeling med en fagligt meget udfordrende borgergruppe.

Mit privatliv -  er fyldt med musik, smukke øjeblikke, og frem for alt plads, respekt og kærlighed. De der kender mig ved, at netop plads, respekt og kærlighed er 3 omstændigheder der aldrig har været til stede samtidig i mine tidligere forhold, så jeg føler mig meget heldig endelig at have den rette partner ❤️


Mine sy projekter stoppede med at sy mundbind for nogle uger siden hos min datter. Siden da, har jeg ikke rigtigt rørt maskinerne, men det kommer igen
Manden min har jo haft fødselsdag og så skulle maskinerne jo pakkes væk, og jeg har ikke fået sat dem frem igen - det kommer 😊
Mine strikkeprojekter er der til gengæld gang i. Jeg har strikket til mit barnebarn og mit kommende barnebarn ❤️ nå ja, og så har tøzen jo bestilt en trøje med en Klokkeblomst (fra Peter Pan) broderet på ryggen. Trøjen er næsten færdig, og jeg er gået igang med broderiet.

Det blev en vældig smøre denne gang 🤭 men sån er det når der går så lang tid imellem 😄😄😄

Nå ja, Skor har været hos frisøren for første gang i hans liv. Her er før og efter billeder